Kunst i gadebilledet
Startskuddet gik i 1966 med Giacometti-skulpturen
Kvinde på kærre – i daglig tale Maren o æ woun– som i dag er byens vartegn. Kunsten præger gadebilledet med skulpturer, udsmykninger, springvand og meget mere. Kunstguide Holstebro er på 55 sider og med et oversigtskort, hvorpå kunstværkerne er afmærkede. Den fås gratis på Holstebro Turistbureau og Holstebro Kunstmuseum. Se kunstguiden i
elektronisk udgave af kunstguide Holstebro.
Kunsttur - Nørgaards Holstebro
Når du går på Nørregade, skal du huske at kigge ned – Bjørn Nørgaard har lavet cirkelformede udsmykninger i gågadens belægning. Alle tre har mytologiske eller religiøse referencer:
Jesu Hånd, Livets Kilde og Odins Øje. Om sommeren risler vandet hen over stenene fra en kilde i cirklernes midte.

Bjørn Nørgaard står også bag den imponerende skulptur ved Nørreport:
Borgerne fra Holstebro. Den er en gendigtning af den berømte skulptur Borgerne fra Calais fra 1886 lavet af den franske billedhugger Auguste Rodin.
Fortsætter du din tur ned ad gågaden, kommer du til Store Torv. I midten af springvandet ser du den keramiske springvandsfigur, som afbilleder motivet fra Holstebros byvåben: Sct. Jørgen og Dragen. Figuren er fremstillet af Steen Lykke Madsen.
Kunsttur - afstikker til Holstebro Rådhus
Fra Nørregade er det oplagt at lave en lille afstikker til Holstebro Rådhus. På byrådssalens buede ydermur lyser bogstaverne fra Lawrence Weiners Inskription. Kunstneren forestiller sig muren som stævnen på et sejlende skib, og Nordstjernen er menneskets orienteringspunkt. Du er også velkommen til at kigge indenfor i rådhushallen og på rådhuset. Billeder og skulpturer pryder de åbne arealer, gangene og kontorerne. Læs mere om
Kunsten på Holstebro Rådhus.
Kunsttur - Tobaksarbejderens Drøm
Det er også værd at løfte blikket, når du er på kunsttur i Holstebro. De 36 bronzeskulpturer fra
Tobaksarbejderens Drøm skuer ud over byen fra toppen af Hotel Royal og Musikteatret, og de deltager i bylivet på Den Røde Plads, Færchtorvet og Brotorvet. Kunstnergruppen Krukako har hentet inspiration til figurerne i myter og fortællinger.
Ovennævnte er blot et udvalg af al den kunst, du finder rundt omkring i byen. Kom og gå på opdagelse i Holstebros mange kunstskatte!