|
|
|
Holstebro
Er en af landets ældste købstæder. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår og hvordan den præcis opstod, men biskop Thyge af Ribe nævnte byen ved navn første gang i et brev fra 1274. Bynavnet optrådte første gang i formen Hvolstath-broo, hvilket kan tolkes som “hestebroen” - en hentydning til de store hestemarkeder i byen. Andre mener, at navnet refererer til, at byen ligger ”nærved/hos broen”, som går over åen. Ingen kender den sande forklaring med sikkerhed.
|
Legenden fra det 13. århundrede om Sankt Jørgen og dragen
Der var engang hvor Holstebro ikke hed Holstebro - da var det bare en by ved Storåen. Over Storåen var der en bro, og under den bro havde en modbydelig lindorm lagt sig.
Nu skal man ikke bare tro, at lindorme er sådan at bide skeer med, det er store dyr, der er tale om, normalt er den dobbelt så lang som et menneske, med en lang hale og fire lave ben, og når den oven over sig på broen hørte de yndefulde fodtrin af en ungmø så stak den sit slimede hoved frem og huggede efter hende. Tilsyneladende kendte man endnu ikke det der med, at vi vil og kan, fordi vi kan og vil - for der var ingen mænd, der ville - eller måske kunne - gøre det af med lindormen.
|
|
|
Men - da kom der en ridder til byen. Han hed Holst, ridder Holst, og han ville og kan kunne. Han red frygtløst ud på broen, han havde taget den dejligste skønjomfru med. Det var lige noget for den slimende lindorm, den slikkede sig velbehageligt om munden, idet den stak hovedet frem, men det skulle den aldrig have gjort, thi med voldsom kraft stødte ridder Holst lansen i den modbydelige slimede lindorm.
|
|
Alle var lettede nu, og byens borgere besluttede at opkalde broen over Storår efter ridder Holst. Den kom altså til at hedde Holstes Bro. Senere opkaldte man hele byen efter broen, efter Holstes bro, og det blev så til Holstebro.
Der er måske enkelte, der tror, at det er en skrøne, der her er fortalt, men tvivlere kan kigge på Holstebros byvåben; Der ser vi den tapre ridder Holst gøre det af med den modbydelige lindorm.
|
Åmanden Eller nøkken er i dansk folketro et mandligt væsen, der bor i vandløb, søer og åer. Sædvanligvis omtales han ikke som et synligt væsen, men det fortælles, at der med visse mellemrum drukner nogen i åen. Når der er gået en tid, hvor ingen er druknet, høres en røst fra åen: ”Tiden er kommen, men manden er der endnu ikke”. I det samme ses en mand komme styrtende, og selvom man vil holde ham tilbage, drukner han sig i åen.
Til de norske og svenske åer knytter sig fortællinger om spillemænd, som har modtaget deres musikalske talent fra åmanden, som til gengæld forventer sig af musikanterne, af de skal tilhører ham. Blandt de europæiske middelalderballader handler en del om åmænd og nøkker heriblandt ”Agnete og Havmanden”, ”Nøkkens svig” og ”Harpens Kraft”.
Yllebjerg
Bakkeøerne er bakketoppe fra næstsidste istid. Hedesletterne er smeltevandssletter, der er dannet af aflejret materiale fra de enorme smeltevandsfloder. Der er cirka 100.000 år mellem de to landskabstyper. Før man kendte dannelseshistorien skabte lokalbefolkningen sagn om, hvordan disse bakker var opstået.
Det berettes, at Linnebjerg Bakkeø blev skabt af en trold, der boede i Yllebjerg ved Hodsager. Trolden var blevet uvenner med sin slægtning fra Isenbjerg. Isenbjegmanden var bange for at få klø, så han tog benene på nakken og løb hjemad. Yllebjerg trolden løb efter, men kunne ikke følge med. I arrigskab bøjede han sig ned, tog en håndfuld jord og kastede efter den flygtende. Der, hvor jorden blev taget, opstod Sunds Sø. Jordklatten ramte heldigvis ikke, men faldt ned og dannede Linnebjerg.
|
|