My Playground

My Playground på Slagteriet i Holstebro

Tag børn og børnebørn med på den anderledes legeplads My Playground på den gamle slagterigrund i Holstebro

Legepladsen er genstand for megen latter, leg og bevægelse. Den er en spændende størrelse, som både appellerer til nysgerrighed og kreativitet, mens børnene tumler rundt. De kan kravle op, kravle ind, lytte til musikalske lydbilleder inde i kuberne, hoppe, svinge, lege og forsvinde i den tætte tåge. Kun fantasien sætter grænser. 

Det innovative legelandskab består af mere end 37 hvide kuber i forskellige størrelser, med en højde på op til tre meter, fordelt på 400 kvadratmeter på grunden. Kuberne kombineres på utallige måder og står på et underlag af certificeret faldgummi. De indbyder til, at du kan sætte dine egne grænser, mærke efter i maven og prøve dig frem. De hvide klodser er prydet med små poetiske sætninger, som du kan gå på opdagelse i. Med jævne mellemrum bliver legepladsen indhyllet i tåge, så alle sanser kommer i spil. 

My Playground kom til Holstebro i forbindelse med Aarhus 2017 og er støttet af Nordea-fonden.

Del denne side