Vedersø Klit

Vedersø

Foto: VisitHolstebro

I Vedersø er du tæt på klitterne, stranden og gode sommerminder!

Sammen med Vester Husby er Vedersø Klit blandt de smukkeste feriehus-områder langs den jyske vestkyst.
Det skyldes nok at fremsynede folk allerede for mange år siden fik vedtaget nogle byggevedtægter, der bl.a. fastsatte en bestemt mindstestørrelse for byggegrunde, og stillede krav om, at alle feriehuse skulle være grundmurede, stråtækte og have afvalmede gavle. En ny attraktion er den gamle præstegård på Vesterhavsvej, der er nyrestaureret som en varigt minde om digterpræsten Kaj Munk. Præstegården og parken ved Nørresø er året rundt et besøg værd.

På vej gennem klitterne til stranden står et stort trekantet træmonument - et såklaldt sømærke. Disse blev før i tiden brugt som kendemærke, så de sejlende på havet kunne se, hvor ved Vestkystren, man befandt sig. I Vedersø Klit findes ingen kystsikring mod havet. Det betyder, at havet hvert år i gennemsnit "æder" 1 meter af klitterne, som stadig flyttes indad. Ved de helt store efterås- og vinterstorme kan havet tage 15-20 meter på én gang. I de senere år er der dog gjort en stor indsats for at udbedre havets hærgen, og stranden ved Vedersø Klit er ideel til solbadning, gåture eller badning.

Vil du opleve den imponerende natur til hest, er muligheden der året rundt. Du kan ride på stranden en lun sommeraften eller tage på tur i en af de mange plantager. Vedersø Ridecenter tilbyder turridning på islandske heste.