Husby Klitplantage

Vandrerute i Husby Klitplantage

Med den 15 km lange vandrerute i Husby Klitplantage er der gode muligheder for at få frisk luft og nyde det store Vesterhav, parabelklitter, skov og en lille hyggelig fjordhavn

Husby Klitplantage er med i front blandt danske vandreruter. Ruten bliver certificeret som "Premiumweg" under den tyske vandreforening, Deutsches Wanderinstitut, der kvalitetsstempler ruter over hele Europa.  

Historien

I klitplantagen i det vestligste Danmark kan man skue ud over storheden, og man kan føle sig lille midt i det udstrakte landskab. Plantagens historie startede med en historisk vandring. Her gik fire gæve klitbønder, der i 1856 snørede vandreskoene og gik hele vejen til kongen for at klage sognets nød: Husby var ved at drukne. Ikke i Vesterhavets ellers så glubske bølger, men i sand. Sandflugt har været en problematik, der har præget området og livet her i mange generationer. Helt tilbage i 1500-tallet forbød kongen, at man fjernede vegetation fra området. Alle planter kunne være med til at holde på det flyvske sand. Men i 1856 blev det alligevel for meget. Markerne sandede til, og Husby Sogn ville snart dækkes til. Sandet nåede nu allerede op i bunker foran kirken. Heldigvis var kongen, som på dette tidspunkt hed Frederik d. 7., lydhør over for bøndernes problemer. Han gav dem endda en sjat rejsepenge, så de i det mindste ikke skulle gå hele vejen tilbage igen, og i 1858 ankom den første klitplantør, Drewsen, til Husby. Det blev startskuddet til Husby Klitplantage og dermed enden på den voldsomme sandflugt. 

Naturen

Husby Klitplantage fremstår i dag med en meget varieret natur, med mange forskellige træsorter og dermed levesteder for mange forskellige planter og dyr. Sanddynerne gør, at en vandretur i plantagen foregår i et meget kuperet terræn. Områdets natur giver vandreren mulighed for både at opleve skov, hav, fjord, klitter og klithede inden for få kilometers vandring. 

Ruten

Vandreruten strækker sig over 15 kilometer, og man kan naturligvis starte sin tur et hvilket som helst sted. Anbefalingen er dog, at man starter ved Helmklink Havn (Hagevej 190, 6990 Ulfborg). I det hyggelige miljø med små fjordbåde fisker de lokale i Nissum Fjord. Her er madpakkehus, legeplads og toiletter samt informationer om området og vandreruten. Herfra går man videre til Spidsbjerg Strand og til Marens Maw, hvor turen kan kortes af til ni kilometer. 

Ved Spidsbjerg Strand mødes man af informationstavler, toiletter og muligheden for en afstikker til Vesterhavet. Turen fortsætter gennem klitterne forbi en bunker fra Anden Verdenskrig og syd på ad Raketvejen, som er den gamle redningsvej. 

Der er lavet en sti via et udsigtspunkt og gennem klitterne ned til et sted, hvor du kan få et glimt af Vesterhavet. Herfra går stien mod øst ind til Marens Maw. Stedet fik sit navn, da to lokale mænd stod og kiggede på højen, hvorefter den ene udbryder: Det ligner Marens Maw! Hun var en gravid kvinde, de kendte. Her er informationstavler om området nedenfor trappen, der fører op til højens top. 

Fra højen kan du mod syd se parabelklitter, som vandrer. Ved Græmvej er der informationstavle om Græm Klint, hvor du kan lave en afstikker mere ved at gå mod vest. Ellers følger du ruten mod øst til Skavemosen, hvor du kan nyde udsigten over den stille sø midt i skoven og finde informationstavler, borde og bænke samt toiletter. 

Videre østpå kommer du gennem et skovområde og de store vandrende klitter fortsætter ind i landskabet her. Nord for Husby Klitplantage kan du gøre stop ved Fjand Gårdbutik, som har åbent det meste af året. 

Den sidste del af ruten går gennem et sommerhusområde og slutter af med at gå ned ad bakken med udsigten over Nissum Fjord retur til Helmklink Havn. 

Obs. i perioden fra 1. november til 1. april er toiletterne på ruten lukkede. 

Kort over ruten og video

Friluftsguiden finder du et kort over ruten - ruten hedder "Husby Klitplantage vandrerute" - se en vejledning for, hvordan du downloader ruten til din mobiltelefon her.

I denne flotte dronefilm kan du se, hvad der venter dig, når du går ruten 

Certificeringen

At vandreruten er certificeret som "Premiumweg" af Deutsches Wanderinstitut betyder, at ruten opfylder de strengeste kriterier til vandreruter i Europa. I alt 550 ruter i 9 europæiske lande er certificeret. Heraf findes to i Danmark (to mere indvies inden for den nærmeste fremtid). Vandreruten i Husby Klitplantage er den eneste på den danske vestkyst, som har fået certificeringen. 

Læs mere på denne tyske side

Om projektet

Projektet har som formål at skabe en vandrerute, som vil kunne tiltrække både lokale turister og vandrere langvejsfra og undervejs formidle viden om geosites i Geopark Vestjylland og Naturpark Nissum Fjord.  

Projektet er et samarbejde mellem Naturpark Nissum Fjord, Holstebro Kommune, Naturstyrelsen Vestjylland og Geopark Vestjylland. Ruten er en del af de projekter, som medgår til at få Geopark Vestjylland endeligt godkendt som UNESCO Global Geopark. Desuden er vandreruten med til at styrke Holstebro Kommunes position som Danmarks bedste vandredestination

LAG

Del denne side

Aase Larsen - Fodslaw i Holstebro
Billeder fra indvielsen
TV Midt Vest var med
Overnatning tæt på Husby Klitplantage Ruten
Spisesteder tæt på Husby Klitplantage Ruten
Oplevelser tæt på Husby Klitplantage Ruten
Naturstyrelsens folder om Husby Klitplantage
Naturstyrelsens aktiviteter